
skrevet 2. marts 2009
Det kan godt være svært at komme med opmuntrende kommentarer, når min veninde siger “mit liv stinker” for hun har egentlig, når alt kommer til alt, ret.
Jeg prøvede mig med et “du har i det mindste noget at se frem til, det der så mange der ikke har” - Hjalp ikke. Blev fejet af banen med bemærkningen “Jeg kunne ikke engang blive optaget på seminariet - så hvad har jeg lige at se frem til?”
Det var nu også uheldigt at hun lige skulle søge det eneste sted i landet, hvor de afviste nye lærere. Det var nu lidt tragikomisk de efterfølgende dage, hvor de gang på gang i fjernsynet havde indslag med “mangel på lærere - rekord få søger ind” Mens tøsen ved siden af mig klukkede “jah, og mig vil de ikke have”. - og hvorfor egentlig? Hun har taget sin studentereksamen, hun har virkelig gjort sig fortjent til den hue. Hun er kanon til matematik og fysik, men fordi evnerne til spansk, religion og oldtidskundskab ikke lige var der træk det jo ned i gennemsnittet. Her hjælper ingen kære mor og bagklogskab når man bagefter kan tænke lidt over, om hun med bundkarakter i spansk og topkarakter i matematik på A-niveau ville være blevet en dårlig matematiklærer. Det, der nok kan irritere mig mest er, at de elever der blev optaget på en standby plads ved gud havde et meget lavere gennemsnit end hende.
Hurra for uddannelsessystemet - som efterlader knuste drømme, når de afviser folk. Folk, som måske ville have været meget bedre end dem, der blev optaget.
Jeg er selv lykkelig for, at mine evner inden for religion og oldtidskundskab rakte til, at jeg kan læse Industriel Medicin. Det er dog kun lige med nød og næppe, da min karakter i idræt næsten havde ødelagt drømmen om at blive forsker for mig.
Idioti længe leve.